Et ønske

En hilsen fra os klubfolk til jer forældre.

Vi har pt. 184 medlemmer i vores herlige Juniorklub, og det er vi rigtig glade for og også lidt stolte af, for det er for os at se en god anerkendelse af, at vi laver nogle gode aktiviteter, som jeres børn og I selv finder spændende.

Udover de "almindelige" aktiviteter, som finder sted hver uge, har vi i de sidste måneder bl.a. afviklet sommerkoloni til Agersø, vi har været en tur i Knuthenborg, hvor vi overnattede i Skovriddergården, og i juni holdt vi forældrecafe, og var i Nygårdens Børnehave og optræde med ethjulsartisterne, og vi har netop været til en succesfuld optræden med ethjulsartisterne til Sct. Michaels Nat.
Vi har pt., udover de "almindelige" aktiviteter, også gang i

  • Syvsover i Efterårsferien.
  • LanParty i Efterårsferien.
  • Generel tilmelding til efterårsferiedage i klubben.
  • Pjaskeparty d. 4. oktober.
  • Arrangement i Slagelse hvor der er Zombieaften d. 25. oktober.
  • Tur til "Danmark Har Talent" d. 9. november.
  • Tur til Kattegatcentret sidst i december.

Bøvl med til- og afmeldinger

Midt i alt denne foretagsomhed, bøvler vi desværre en del med at få til- og afmeldinger i hus. 

Vi vil rigtig gerne have skriftlige tilmeldinger til de ting børnene vil deltage i, for en mundtlig besked vi får i forbifarten, når I nu alligevel kommer i klubben eller ringer kan godt gå lidt tabt i vrimlen, hvis beskeden falder i primetime, thi der kan det godt gå heftigt for sig…. 

Tilmelding til aktiviteter

Tilmelding til aktiviteter, der ikke kræver deltagerbetaling, kan altid afgives til vores e-mail: Juniorklub@live.dk (og samme sted kan du framelde). Husk navn og medlemsnummer på barnet. 

De bedste hilsner fra personalet. 
Med håb om positiv modtagelse af vores "ønske".